Hjem.Dom.Home (dk)

HJEM.DOM.HOME er et udstillingsprojekt, der består af 22 fotografier og en enkelt tekst, der alle er refleksioner over temaet "hjem".

Skaberne bag er vidt forskellige fotografer og kunstnere med en fælles baggrund; de har alle rødder i Jugoslavien/Serbien og de har alle forladt landet for at leve deres liv andre steder - bl.a. i Danmark.

Jugoslavien/Serbien er præget af en ekstra dobbelthed i forbindelse med oplevelser af følelsen af at ”være hjemme”. For de, der er vokset op der, vil de tidlige år i livet ofte have været gennemlevet i den socialistiske fællesskabs ånd, hvorimod senere dele af livet har været og stadig er dybt præget af såvel Jugoslaviens opløsning som presset på det Serbien, der på en gang vakler på kanten af EU, kæmper med det manglende opgør med 1990’erne og til stadighed er udpeget som de ultimative skurke i det moderne Europa.
Serbien er – som alle de tidligere jugoslaviske stater - på alle måder præget af de voldsomme begivenheder i 1990’erne; et præg, der især også har gjort sig gældende ved, at utroligt mange mennesker (alle der har haft/får muligheden) er flyttet væk.

En del af de, der er endt i et andet land havde ikke noget valg – de endte der pga. forfølgelse og krig, en del har selv valgt at emigrere.
Dette er en problematik der forfølger hele det tidligere Jugoslavien og betegnes ofte med de vage begreber ”flygtningeproblematikker” eller ”brain drain”, men ligegyldigt hvad udgangspunktet for at søge væk har været, står de emigrerede alle tilbage med dilemmaet om, at skulle etablere sig et nyt sted og skabe et nyt hjem.
Jeg besluttede mig for at undersøge nogle af disse diaspora-skæbner nærmere og søsatte herved projektet.

Beslutningen om, at en sådan undersøgelse nødvendigvis måtte have en kunstnerisk ramme, var ikke svær; disse følelser er så skrøbelige, at jeg var overbevist om, at det krævede kunstneres filtre at betragte dem gennem, for at ”oversætte” dem til et sprog, vi alle deler. Og i fotografiet fandt jeg den paraply-ramme, der på en gang kan rumme vidt forskellige udtryk og samtidig kan vække en umiddelbar genkendelse hos de fleste.
Jeg fandt samtidig, at jeg gennem fotografiet fandt en måde at brede projektet ud; her var der en mulighed for at lade alle deltage i undersøgelsen ved at skabe en webportal, hvor alle kunne give deres bud på disse overvejelser og derved starte en dialog.

Da jeg oprindeligt startede projektet var det faktisk mit ønske at samarbejde med kunstnere fra hele det tidligere Jugoslavien, men, som det også er sket tidligere når jeg har forsøgt at opstarte lignende projekter med samarbejde landene imellem, viser det sig, at det for mange institutioner stadig er for problematisk – politisk og følelsesmæssigt – at beskæftige sig med den del af fortiden disse mennesker delte, og at de derfor, når det kommer til stykket, alligevel ikke ønsker at deltage.
En betydelig del af de mennesker der er fraflyttet disse lande/det tidligere Jugoslavien, står i en betydelig identitetsmæssig konflikt – måske var de jugoslavere da de drog af sted, for siden at blive til ”serbere”, ”bosniere” eller ”kroatere”.  Dette er så absolut ikke ubetydeligt hverken for hvordan man betragter sig selv eller hvordan man betragtes af andre. Det er dog lykkedes at få et par kunstnere med i projektet der ikke er ”serbere”, men som alligevel står i samme identitetsmæssige overvejelser og problematikker, og et par af de deltagende kunstnere benævner sig da også som stammende fra det tidligere Jugoslavien snarere end at benytte de senere etniske opdelinger.

De første tilnærmelser var ikke så svære, da der i mit eget netværk allerede fandtes serbiske kunstnere, der (naturligvis) havde forladt landet.
Men da jeg begyndte at brede invitationerne udover mit eget netværk, var reaktionerne overvældende; de allerfleste jeg kom i kontakt med, var meget begejstrede for projektet, og en hel del havde faktisk selv påbegyndt kunstneriske projekter over disse overvejelser.
Da fotografierne så begyndte at dukke op, var der igen en fællesnævner: de fleste indeholder på den ene eller anden måde mennesker eller fraværet og/eller savnet af disse. Der er ikke én eneste, der har så meget som antydet noget nationalt tilhørsforhold i deres værker.
Jeg kontaktede også den serbisk-canadiske forfatter David Albahari for at høre, om han havde lyst til at deltage i projektet med en tekst. Også herfra blev jeg mødt med begejstring, og resultatet er blevet en meget fin tekst om på en gang at have to hjem og samtidig ingen, om nostalgi, rodløshed og at søge følelsen af hjem i sig selv.

Jeg har indtil videre kunnet konkludere, at der er noget universelt menneskeligt på spil; at det er et ekstremt følsomt område at beskæftige sig med, og at alle, der bliver berørt af disse følelser, på den ene eller anden måde deler noget fælles.
Eller med andre ord, at jeg fik min tese bekræftet: at disse følelser er noget, der umiddelbart er genkendeligt hos alle, og jeg håber, det vil blive fulgt op af en lyst til at blande sig i overvejelserne.

Følelsen af at høre hjemme er blandt de mest private og subjektive; grundene til at vi føler os forbundet til bestemte omgivelser, er aldrig åbenbare, men er resultatet af dybt personlige oplevelser.
Denne udstilling er et forsøg på at vise kunstneriske udtryk for disse komplekse følelser.

 

// Tine Møller Sørensen er uafhængig kurator & kulturformidler,
uddannet fra Københavns Universitet.